Et eksklusivt designunivers for Andersen Furniture & Muubs

Da Andersen Furniture og Muubs besluttede at skabe et fælles showroom, blev vi inviteret med som sparringspartner fra de første idéer. Projektet begyndte med en vision om at forvandle en lagerhal i virksomhedens domicil i Hinnerup, men efter en grundig proces og overvejelser om placering, funktionalitet og brandværdi faldt valget på at etablere et 500 m² stort showroom i hjertet af København – på Bredgade, en adresse med historisk tyngde og tæt tilknytning til dansk designkultur.

En placering med strategisk værdi
Valget af Bredgade var alt andet end tilfældigt. Gaden har i årtier været et knudepunkt for design, kunst og arkitektur og danner årligt ramme om 3 Days of Design, Danmarks mest toneangivende designbegivenhed. At placere showroomet her sikrede ikke blot synlighed under messer, men også en permanent tilstedeværelse blandt byens mest prestigefyldte designhuse.

Transformationen fra kontor til oplevelsesrum
Det eksisterende lokale, som tidligere havde været anvendt som kontor, bar præg af stor variation i rumstørrelser og en traditionel planløsning. Vores opgave blev at redefinere og åbne rummet op, så det kunne fungere som et levende designunivers, der både fremhævede produkter og skabte en helstøbt oplevelse for besøgende.

Vi udviklede en ny rumopdeling, hvor både større og mindre zoner blev skabt til at præsentere kollektionerne. Flere af de eksisterende rum blev naturligt konverteret til mødelokaler, mens et centralt område blev udtænkt som konferencelokale. Her placerede vi et seks meter langt bord – et statement piece, der ikke blot opfylder praktiske behov, men samtidig viser Andersen Furniture’s evne til at arbejde med imponerende skalaer og materialer.

Et herskabeligt førstehåndsindtryk
Showroomets første rum giver en oplevelse af herskabelighed med sine høje vinduer og stuklofter, hvor dagslyset strømmer ind og skaber en lys og inviterende atmosfære. For at give besøgende en sanselig oplevelse valgte vi at inddele rummet i flere mindre sektioner med gardiner i bløde former, der leder gæsterne gennem en labyrintisk oplevelse.

Midtpunktet i dette område er en inspirerende lysinstallation: en klynge af rispapirslamper kombineret med et ambient farvespil mod loftet. Belysningen kan tilpasses, så rummet let skifter karakter – fra loungeagtig stemning til et mere butiksorienteret udtryk i hverdagen.

Scener for kollektionerne

Et andet rum blev dedikeret til Andersen Furniture’s brede kollektion af stole. Her anvendte vi runde podier og væghængte hylder for at fremhæve de enkelte designs som små kunstværker. Tunge gardiner i Hallingdal-stof fra Kvadrat indrammer de forskellige “scener” og tilfører en følelse af eksklusivitet og ro.

Gennem hele showroomet har vi strategisk placeret grønne planter og indrammede billeder. Disse elementer tilfører varme, liv og en hjemlig fornemmelse, der understøtter oplevelsen uden at tage fokus fra møblerne.

Resultatet er et showroom, der fungerer som meget mere end en udstillingsramme. Det er et levende designunivers, hvor funktionalitet, æstetik og sanselighed smelter sammen – et sted, der inviterer besøgende ind i brandets verden og skaber et varigt indtryk.

Tak for din henvendelse

Vi har modtaget din besked og glæder os til at kigge nærmere på dit projekt. Vi vender tilbage til dig hurtigst muligt (typisk inden for 1-2 hverdage) med næste skridt mod din drømmeindretning.